Morten Helveg Petersen forlader Folketinget og tiltræder som ny direktør for Foreningen af Danske Interaktive Medier, FDIM, pr. 1. august 2009.
FDIMs bestyrelsesformand, Christian Peytz, er glad for at Morten Helveg Petersen har sagt ja til at blive foreningens nye direktør. Med Morten Helveg Petersen i direktørstolen forventer Christian Peytz at FDIM og dermed internetmedierne i langt højere grad vil blive hørt i fremtiden.
”Internettet som medie er blevet en væsentlig faktor i samfundet. Derfor er det vigtigt for FDIM at være nettets førende stemme i alle forhold og på alle fronter. Med Morten Helveg Petersen har vi fået en direktør, der har stor politisk erfaring, indsigt i IT-udviklingen og samfundsforhold generelt. Det vil komme nettet og særligt FDIMs medlemmer til gode, og vi er derfor glade for, at Morten har sagt ja til at være FDIMS direktør. Vi er sikre på, at han er den rette mand til at videreudvikle FDIM og sikre langt større indflydelse for netmedierne i omverdenen,” siger Christian Peytz.
Morten Helveg Petersen udtaler: "jeg glæder mig til nye og store udfordringer efter 11 gode og spændende år på Christiansborg. Jeg har altid interesseret mig for ny teknologi, IT og nye medier og stillingen som direktør i FDIM er et ønskejob".
Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til:
Morten Helveg Petersen, ny direktør for FDIM, telefon 33 89 26 59
Christian Peytz, formand for FDIM, mobil 40 40 57 70
www.fdim.dk